Unikt og råt lejemål på STENBROEN
Midt i det spirende bykvarter STENBROEN, udbydes dette helt særlige erhvervslejemål med masser af karakter og historie til leje.
Lokalet har tidligere fungeret som Aarhus Arkitektskoles modelværksted og bærer stadig præg af en kreativ og rå stemning.
Lejemålet byder på en imponerende loftshøjde på 6,85 meter samt store ovenlysvinduer, der sikrer et fantastisk naturligt lysindfald gennem hele dagen. I tilknytning til det store åbne rum, findes en række mindre rum, som kan anvendes til alt fra mødelokaler til opbevaring efter behov. De rå materialer, synlige stålkonstruktioner og det autentiske værkstedsmiljø skaber en helt særlig atmosfære, som egner sig perfekt til kreative erhverv, atelier, galleri, foto-/filmstudie, bevægelsesaktiviteter, kulturproduktion eller kreative kontormiljøer.
Ejendommene Kaløgade 5-7 ligger attraktivt placeret i Nørre Stenbro Kvarteret. Bygningerne er med til at danne ramme for et helt nyt spirende byliv i Nørre Stenbro Kvarteret – med café, musik, dans, kunst, koncerter og meget mere. Her skabes et sted, hvor der er plads til at samle musik, kunst og kultur. Et kreativt, levende sted med plads til både store og små aktører – fra den udøvende kunstner til alle dem, der arbejder for, sammen med og rundt om. Ejendommene rummer muligheder for stor diversitet i både størrelse og anvendelse. Dette understøtter ønsket – og drømmen er at skabe et sted, hvor vækstlaget inden for kulturen smeltes sammen, med den mere etablerede del af branchen og de på den måde, kan drage nytte af hinanden.
Som lejer på STENBROEN bliver man del af et nyt og nyskabende centrum for musik-, kunst-, film- og teaterkulturen i Aarhus – i inspirerende rammer. Ejendommene kommer til at rumme alt fra små øvelokaler, musikbutikker og undervisning til helt traditionelle kontorlokaler – men fælles for lejerne vil være deres tilknytning til kulturbranchen. Vi ønsker at give mulighed for en sammensætning af lejere, der sammen kan skabe et community, hvor man føler sig motiveret og inspireret.
Et sjældent lejemål for den virksomhed, der ønsker inspirerende omgivelser med sjæl, historie og højt til loftet – både fysisk og kreativt.